For samarbejde og businessforespørgsler kontakt mig på foodroar@represented.dk

foodroar-terrasse

Jeg hedder Niklas Roar. Jeg brøler egentlig ikke så meget, selv om de fleste engelsktalende tror, at det er et tilnavn, jeg har taget for sjov. Men når det gælder mad, taler jeg gerne højt. Det er nemlig min helt store passion i livet.

Og netop det med passionen er helt afgørende for mig. Jeg har arbejdet mange år som journalist i dagbladsbranchen, men en dag fik jeg et klarsyn og besluttede jeg mig for, at jeg i stedet ville fokusere på de ting i tilværelsen, der gjorde mig glad.

Denne blog dedikerer jeg således til maden, som lykkeligvis har været min følgesvend, så længe jeg kan huske tilbage. Madlavningen er nemlig hver eneste dag mit zen-øjeblik. Det er min ventil i forhold til arbejde og hverdagsstress. Det er familieliv, frådseri, fandenivoldskhed og forførelse på en gang. Mad er rendyrket livsglæde. Og for en journalistisk uddannet type som mig, der ikke har nogle håndværksmæssige talenter, er det desuden en enorm tilfredsstillelse at kunne udføre og færdiggøre et håndgribeligt produkt, som tilmed kan bringe smilet frem hos andre mennesker.

Min interesse for madlavningen stammer givetvis hjemmefra, da jeg voksede op med en hjemmegående mor, der hver dag satte en ære i at lave en måltid mad fra bunden. Dengang bugnede supermarkederne ikke af den samme variation af fødevarer som i dag, men alligevel blev der serveret retter, der primært stammede fra andre lande – særligt Frankrig, Spanien og Grækenland, som vi jævnligt rejste til.

Jeg bilder mig aldrig ind, at jeg nogensinde bliver lige så god til at lave mad som min mor. Men på den anden side – findes der overhovedet en topkok derude, som laver lige så god mad, som min mor gjorde? Det spørgsmål hverken kan eller skal besvares. For mad handler om følelser og minder. Jeg var på et tidspunkt i Modena for at interviewe Massimo Bottura, hvis restaurant Osteria Francescana få måneder efter blev kåret som verdens bedste, og han sagde det så klart. Han fortalte, hvordan al hans interesse for mad i sidste ende kunne føres tilbage til dengang, han gemte sig under sin bedstemors køkkenbord og spiste de endnu ukogte tortellonier, hun gjorde klar til aftensmaden. En sund madkultur starter allerede fra barnsben. Det ved jeg i dag. Jeg gad ikke selv at lave mad, før jeg flyttede hjemmefra og var tvunget til det. Men på meget kort tid forstod jeg, hvad det handlede om, og hvordan man skulle gribe det an, selv om jeg endnu ikke havde teknikkerne til det. Årsagen? Jeg var vokset op med ordentlig mad. Det er et ansvar, jeg også skylder at give videre til mine egne børn. Og i dag er jeg ikke i tvivl om, at de en dag vil huske tilbage på fars carbonara eller ragù med tårevædede øjne.

Jeg har i øvrigt ingen dogmer. Ingen LCHF, ingen fedtforskrækkelse, ingen veganerdage og ingen fordømmelser. Mad skal i mine øje opfylde ét eneste formål: Det skal smage godt, thi så bliver du glad. Jeg tilstræber at bruge fleste muligt økologiske råvarer i madlavningen, men jeg er langt fra fanatisk. Smager den ikke-økologiske vare mindre godt end den anden – måske fordi den ikke er i årstid eller stammer fra et mindre godt gartneri, så giver det ikke mening for mig. Økologi er en fantastisk tanke, som jeg gør mest muligt for at støtte – også fordi jeg ikke vil fylde mine børn med sprøjtegifte. Men ikke på bekostning af smagen. Not on my watch!

Jeg håber, du har lyst til at være med, når jeg her på siden tager dig med i mit køkken eller på en af mine mange rejser i italien. Og forhåbentlig har du lyst til at bruge noget tid sammen med mig og på enten at lade dig inspirere af min madglæde eller bare være min virtuelle middagsgæst og nyde et glas vin og en munterhed eller to.

Privat bor jeg på Vesterbro i København sammen med min kone og mine to piger på to og syv år i en ret så lækker lejlighed med udsigt over byens tage. Foruden min bolig ejer jeg en ti år gammel Mazda 6, to zebrafinker og en iPhone, jeg har et svært afhængighedsforhold til.

Cin cin, salute, skål – og velkommen til.